Forfatter(e)Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Det er uvist, hvornår alkohol først blev fremstillet, men vi ved, at der blev brygget alkoholiske drikke allerede for 10.000 år siden. Muligvis er øl ældre end brød som næringsmiddel. Og det giver mening, for til at fremstille en primitiv (og sikkert rædsom) øl behøver man kun at efterlade korn i et kar, som ved et uheld bliver fyldt af regnvand og spontangærer.

Men storproduktionen kom relativt hurtigt ind i billedet: I februar 2021 kunne et amerikansk-egyptisk hold arkæologer offentliggøre fundet af et 5.000 år gammelt bryggeri, som kunne fremstille tusindvis af liter øl ad gangen.

Hybenkradser

Drikkevand var ofte fyldt med sygdomskim, men ved ølbrygning kogte man vandet, og herved undgik man mange sygdomme. Det har bidraget til opfattelsen af alkoholens sundhedsmæssige værdi. At alkohol virker på krop og sind mærkes tydeligt, og det har yderligere styrket opfattelsen af, at det måtte have en medicinsk virkning. Alkohol er altid blevet brugt medicinsk. Der findes 3.500 år gamle egyptiske opskrifter på lægemidler med øl.

Vinum Hippocraticum var en slags primitiv vermouth, hvis opskrift angiveligt stammede fra 400-tallet før vor tidsregning og tilskrives lægekunstens fader, Hippocrates. Det var gennem mange århundreder lægernes guldstandard til behandling af indvoldsorm. Denne drik blev i daglig tale til »en Hippocras«. Og her er altså forklaringen på, at vores oldeforældre, når de skulle have »en lille én« kunne finde på at tale om en hybenkradser.

Den græsk-romerske læge Galen slog fast, at »Vin er alderdommens sygeplejerske«. Og ifølge en romersk kilde fra omkring 200 f.Kr., Cato den Ældre, forebygger man sygdom ved at give patienten: »tre saltkorn, tre laurbærblade og halvanden liter vin«. Det er næppe de tre saltkorn, der har helbredt patienten.

Når glasset blev løftet, drak man for helbredet på næsten alle sprog. Tyskerne sagde: zum Wohl!, franskmændene: á votre santé, russerne: na zdarovie! osv. Alkohol virker afstressende og afslappende på krop og sjæl. I højere doser har det en bedøvende effekt, og ved destillation får man ren alkohol, som er antiseptisk.

Til alle tider er alkohol blevet brugt direkte til at lave udtræk af lægeurter. Romerne brugte vin, men ved middelalderens korstog kom europæerne i kontakt med en avanceret, islamisk kultur. Ved at opvarme, afkøle og kondensere vin fremstillede araberne noget, de kaldte al-kohl – det var faktisk processen, destillationen, der hed sådan. Denne opfindelse tog man med hjem til Europa, og her opdagede man, at den rene alkohol var endnu bedre end vin til at fremstille planteudtræk. Og der måtte være stærke kræfter i alkoholen, for den rev i halsen og kunne også brænde.

Og drikkes – som man hurtigt fandt ud af.

Den gode, gamle drukkultur

Alkohol er verdens mest udbredte rusmiddel. Mens opium, kokain, kat, meskalin og magiske svampe er knyttet til lokale voksesteder, har alkohol altid været universelt tilgængeligt. Men selvom alkohol er nemt at få fat i, er der stor forskel på alkoholkulturen – og på forekomsten af alkoholisme. Nogle hævder, at nogle nationer er genetisk disponerede for alkoholisme. Andre peger på kulturelle faktorer. Fra gammel tid har det for eksempel været kendt, at nordiske folkeslag holdt af at drikke – og gerne for at blive tordnende berusede. Vikingerne kiggede angiveligt dybt i mjødkruset, og forskere anslår, at fra middelalderen og frem til 1600-tallet drak hver voksen i gennemsnit 3-4 liter øl dagligt. Det er dog først fra 1500-tallet og frem, at volddruk som kulturelt fænomen er veldokumenteret.

Ved kroningsfesten i 1559 for den 25-årige Frederik den 2. blev der udskænket 60.000 liter vin. Senere nævnes Frederiks drikkeri i en vise: »Kong Fredrik han sidder i Koldinghus, Og drikker med sine Svende saa mangen god Rus«. Det var ikke ment nedsættende, men var udtryk for anerkendelse af den livskraftige konge, som ikke var for fin til at svinedrikke med gutterne og holde trit med den udbredte drukkultur. Frederik døde af druk. Ifølge hofpræst Anders Sørensen Vedels ligtale kunne kongen »have levit mangen god Dag lengere«, hvis han havde behersket sit drikkeri.

Hans søn, kong Christian den 4., førte traditionen videre og bællede vin og øl i stride strømme. De sanseløse drukorgier ved hoffet chokerede besøgende fyrster og diplomater. Tilsyneladende satte kongen en ære i at drikke sig i hegnet.

Almuen drak videre

Fylderiet gik efterhånden af mode, i hvert fald i højere kredse. I 1700-tallet gjorde Ludvig Holberg grin med den fordrukne bonde Jeppe, og i et essay (Epistel XCI) lovpriste han den nymodens kaffe: Nu kunne borgerskabets hustruer og døtre »gøre ti Visitter på en Eftermiddag, og komme ganske ædru tilbage«. Det kunne de ikke i gamle dage, skriver Holberg, for da havde man ikke andet at byde på end vin og likør, »hvoraf et Fruentimmer måtte pimpe lidt på hvert Sted«.

Den gode udvikling fortsatte, og da lægen Henrich Callisen i 1809 skrev om sundhedstilstanden i København, konstaterede han, at »vore Forfædre drak utvivlsomt mere Vin end deres Afkom. Ved Gæstebud var en højere eller mindre Grad af Drukkenskab blandt Gæsterne temmelig almindelig. Nu er den Slags en meget stor Sjældenhed i de dannede Kredse«. Callisen tilføjede, at folk nu drak langt mindre vin, men til gengæld »langt flere Sorter«.

Druk i underklassen

Til gengæld fortsatte almuen med at pimpe, og mange gik til grunde af drikkeri. I 1880’ernes København var der et værtshus for hver 174 indbyggere med navne som »Nordpolen« og »Dukkehjemmet« i Store og Lille Brøndstræde, »Blodkoppen« i Farvergade og »Det røde Hav« i Holmensgade. Danmark havde et betydeligt højere indtag af alkohol end de nordiske nabolande og Tyskland, og det var især de underste samfundslag, der svingede glasset: »Naar vi kom i Gang med at drikke Øl og Brændevin paa Arbejdspladserne, kunde der gaa hele Dage, hvor vi ikke bestilte Noget«, huskede en gammel murer fra sin ungdom i1880’erne.

De lange arbejdsdage begyndte ved solopgang, men mange mødtes på værtshuset, som åbnede kl. 04. Her kunne de styrke sig på en »mælketoddy« (mælk med brændevin) til otte øre eller en kaffepuns (kaffe med brændevin). Den kostede 15 øre, men så fik flasken også lov at blive stående.

Det er anslået, at hver mand over 20 år drak 67 liter brændevin om året – omkring en liter om ugen, foruden 400 liter øl – lidt over en liter om dagen. Mange har naturligvis drukket moderat eller slet ikke. Så de, der drak, har drukket seriøst.

Drankergalskab

I 12 patientjournaler for arbejdsmænd, som var indlagt på københavnske hospitaler i sommeren 1878, angiver halvdelen, at de drak mindst en kvart liter brændevin dagligt. To af de indlagte havde delirium tremens og var svært kontaktbare, fordi de hallucinerede. Delirium tremens var en hyppig indlæggelsesgrund. Årligt blev over 1.000 deliriske alkoholikere indlagt på Københavns hospitaler. I Ugeskrift for Lægers dødsårsagslister anføres dødens årsag jævnligt som »Drankergalskab«. Formentlig var hvert fjerde dødsfald i 1890’ernes København alkoholrelateret. Det ændrede sig i februar 1917, da en uvarslet afgiftsstigning tidoblede prisen på en flaske brændevin, og i mange år holdt forbruget sig på et stabilt, lavt niveau.

Andre lande tog andre midler i brug mod dette samfundsproblem. USA forsøgte med et totalt forbud, som aldrig virkede, men som blev en pengemaskine for den organiserede kriminalitet – som narkohandlen i dag.

Sverige og Norge fik stærke afholdsbevægelser, og begge lande indførte statsligt monopol på handel med alkohol. Det har sikret et markant lavere forbrug end i Danmark, hvor der i praksis ikke er grænser for adgangen til alkohol. Og det ses i forbruget, som er 9,1 liter ren alkohol om året for danskere over 15 år.

Ser man udelukkende på de unge, har de danske 15-16-årige siden 1995 haft europarekord i druk: Ifølge de nyeste tal har 40 procent af danske 9.-klasseselever været fulde inden for den sidste måned. Det er dobbelt så mange som i Tyskland og mere end fire gange flere end i Sverige og Norge.